Brandhøjbanen består faktisk af 2 baner, som er forbundet med hinanden i stationsområdet, hvor de deler de samme stationsspor. For klarhedens skyld er lettere forenklede plantegninger for de 2 baner gengivet nederst på siden.
I tegningen til venstre ses den lille, oprindelige bane, der har form som en blødt bugtende ringbane. Denne bane har en længde på godt 230 m med 3 sporvidder: 127 mm (5″), 144 mm (1:10) og 184 mm (7 1/4″).
Den store – og senere anlagte – bane i plantegningen til højre har form som en dobbeltsporet bane med en vendesløjfe i hver ende. Banen er foldet sammen om sig selv, så de 2 vendesløjfer krydser hinanden ude af niveau ved hjælp af broer og en tunnel. Den store bane har en længde på knap 900 m med 2 sporvidder: 127 mm (5″) og 184 mm (7 1/4″).
Fællesstationen ligger i den store banes største vendesløjfe. Denne vendesløjfe omslutter den lille bane.
Til publikumskørsel bruges normalt kun den store bane, mens begge baner kan komme i brug til private arrangementer og på lukkede klubdage.
Bemærk, at de 2 plantegninger har forskellige målestok.
Brandhøjbanen
Brandhøjgårdsvej 20
2640 Hedehusene